100 mio kr ekstra til iværksættere i kom-i-gang-lån
Glædeligt er det, at økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen har valgt at styrke kom-i-gang-låneordningen med ekstra 100 mio. kr. Baggrunden er, at der har været et meget stort træk på ordningen i 2010 og at den pulje på 50 mio. kr., som der var sat af for 2010 næsten er brugt.
Ordningen skal gøre det lettere for iværksættere at få lån til deres virksomhed. Men spørgsmålet er om den reelt gør det lettere. Der har været flere historier fremme i medierne, hvor det bankerne har indrømmet, at afslag er givet med den begrundelse, at de ikke ønskede al den administration, som er forbundet med låneordningen.
At rammen for 2010 næsten er brugt op indikerer dog at flere og flere iværksættere har fået lån via denne ordning. Udgangspunktet for et kom-i-gang-lån er en normal risiko- og kreditvurdering hos ens bank. Til trods for at staten stiller en sikkerhed på 75% af lånet, forlanger de fleste banker som regel yderligere sikkerhed for at yde lånet.
For at understøtte ens gode ide - og ikke mindst forretningsplanen - kan det være en god ide at tage ens revisor med til mødet med banken. Dels giver det en faglig ballast og dels vil din revisors ord for budgettet og budgetforudsætningerne ofte have en særdeles positiv effekt på din bankrådgiver.
1 kommentarer:
Det er kun positivt, at pengene lånes ud. Men som skrevet, så er bankernes krav om ekstra sikkerhed en kæp i hjulet for rigtig mange af dem, som ordningen var tiltænkt...
Send en kommentar