Viser opslag med etiketten SKAT. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten SKAT. Vis alle opslag

torsdag den 18. november 2010

Befordringsfradraget for 2011 stiger

Skatterådet har i dag fastsat de nye satser for befordringsfradrag og skattefri befordringsgodtgørelse for 2011

Der er ikke fradrag for befordring for de første 24 kilometer pr. dag mellem hjem og arbejde. Fra 24 og op til 100 kilometer pr. dag bliver fradraget 2,00 kroner pr. kilometer, og for kørsel fra 100 kilometer og mere bliver satsen 1,00 kroner pr. kilometer.

Befordringsfradraget er steget lidt i forhold til 2010, hvor satserne var 1,90 kroner og 0,95 kroner pr. kilometer. Satserne bliver beregnet på baggrund af variable omkostninger ved at køre bil, hvor udgifterne til benzin og andre driftsudgifter er steget.

Man kan få fradrag for befordring, hvis man selv betaler for transport mellem sin arbejdsplads og bopæl eller som alternativ til skattefri befordringsgodtgørelse.

Skattefri befordringsgodtgørelse
Den skattefri befordringsgodtgørelse op til 20.000 kørte kilometer vil i 2011 udgøre 3,67 kroner pr. kilometer. For kørsel ud over de 20.000 kilometer vil satsen være 2,00 kroner pr. kilometer. I 2010 var satserne 3,56 kroner og 1,90 kroner.

Godtgørelse for at bruge egen cykel, knallert, 45-knallert og scooter er 0,49 kroner pr. kilometer, hvilket er en stigning på 0,01 kroner. Stigningen skyldes en regulering af satsen efter forbrugerprisindekset.

Befordringsgodtgørelse bliver givet til personer, som kører erhvervsmæssigt i egen bil, og hvor arbejdsgiveren fører den fornødne kontrol hermed

onsdag den 17. november 2010

SKAT har et tilbud til alle med en iværksætterdrøm i maven

Uge 46 er både navnet på og tidspunktet for den iværksætteruge, som SKAT sammen en række private og offentlige partnere står bag. SKAT skyder blandt andet ugen i gang med en hotline for iværksættere og iværksættermøder landet over. Med tiltagene håber SKAT at få alle med en iværksætterdrøm i maven klædt bedst muligt på.

I uge 46 fra den 15. - 21. november går offentlige og private parter sammen om mere end 140 tilbud til alle, der drømmer om at starte egen virksomhed eller se deres virksomhed vokse.

SKAT sætter i forbindelse med uge 46-kampagnen forskellige tiltag i søen. Landet over bliver der arrangeret iværksættermøder ligesom filmen Iværksætterskolen er blevet produceret til Danskernes Akademi på DR 2.

Desuden vil der på SKATs hovednummer 7222 1818 hele ugen være en særlig iværksætterhotline, hvor nuværende og kommende iværksættere kan ringe ind og få svar på deres spørgsmål om alt lige fra skat og moms til TastSelv.

SKAT håber med disse nye tiltag at nå alle, som går med en iværksætter i maven eller som allerede har taget springet som selvstændig. For SKAT er kampagnen også en kærkommen lejlighed til at komme i dialog med virksomhederne, og sikre, at de forstår reglerne, og ved hvor de kan få hjælp.

På SKATs særlige hjemmeside for iværksættere - skat.dk/iværksætter, kan man læse mere om kampagnen og SKATs mange tilbud.

Læs også mere om iværksætterugen på uge46.dk.

tirsdag den 26. oktober 2010

Karantæne til TastSelv-syndere

Du kan ikke bruge TastSelv. Henvend dig venligst til SKAT. Sådan en besked popper fremover op på SKATs hjemmeside, hvis du har misbrugt TastSelv-ordningen. Blandt andet har SKAT oplevet, at TastSelv misbruges af udlændinge, der inden hjemrejsen skaffer sig store uberettigede fradrag og dermed får udbetalt uberettigede overskydende skatter, som det kan være vanskeligt for SKAT at få genopkrævet.

Karantæneordningen gælder såvel TastSelv Forskud som TastSelv Årsopgørelse. Ordningen betyder ikke, at du ikke kan få ændret sin forskudsopgørelse eller årsopgørelse, hvis du har fået karantæne for at misbruge systemet. For at lave ændringer skal du skal kontakte SKAT personligt, telefonisk eller pr. mail. En løsning der betyder, at større fradrag får et manuelt servicetjek, før de godkendes.

Kan du som iværksætter rammes af ordningen. Ja, det hersker der ingen tvivl om. Mange iværksætter bruger forskudsopgørelsen til at regulere deres skattebetaling over året. Usikkerheden omkring hvad den årlige indkomst ender med bevirker ofte at mange iværksættere sætter deres indkomst lavt.

Dette vil i sigselv ikke være et problem, hvis du sørger for at der ikke opstår en restance, som du ikke kan betale. I væste fald kan du riskere at SKAT sætter  din forskudsregistrering på baggrund af sidste års indkomst og at du måske endda risikerer at komme i en situation, hvor SKAT indeholder mere skat end nødvendigt og dermed mindsker din likviditet.

tirsdag den 7. september 2010

Spin for 1.000 milliarder kroner?

Med vanlig sans for dramatiske overskrifter bringer de danske medier  i disse dage historien om 1.000 milliarder kroner, som fra Danmark er sendt i skattely i eksotiske lande som eksempelvis Bahamas og Cayman Islands.

Skatteminister Troels Lund Poulsen er ”chokeret” over omfanget af transaktioner og indikerer samtidigt, at der kan være lagt op til Danmarks største skattesag.  Uagtet at både beløbet og antallet af transaktioner kan virke overvældende, er det nu ikke det der bør give anledning til ”chok” hos skatteministeren.

Inden vi nu alle går i selvsving over  denne sag, så lad os se på  hvad transaktionerne reelt dækker over. Da der er tale om transaktioner til og fra 55 lande over en periode på 5 år  løber antallet af transaktioner hurtigt op. En del af transaktionerne dækker over helt normale forretningstransaktioner mellem helt legale selskaber.

lørdag den 28. august 2010

Iværksætterskat koster milliarder

Med skattereformens nye regler om porteføljeaktiebeskatning som trådte i kræft ved årsskiftet, gjorde regeringen det ikke lettere at være iværksætter i Danmark.  De nye regler om porteføljeaktiebeskatning - også kaldet iværksætteskatten - bestemmer, at investorer og iværksættere, som ejer mindre end 10 % af en virksomhed, nu bliver beskattet med yderligere 25 %, i forhold til hvis ejerandelen er mere end 10 %. Ejer du således mindre end 10 % af en virksomhed bliver den samlede effektive skattesats 67 % mod 56,5 % hvis ejerandelen er mere end 10 %.

Tidligere på måneden offentliggjorde Dansk Venture og Kapitalfondsforening (DVCA) nogle beregninger, der viser at Danmark, over en periode på 7 år, kan miste iværksætterinvesteringer for op til 14,5 milliarder, som følge af iværksætterskatten. Det er mange penge som er i spil - ikke mindst når man af  lovforslaget til iværksætterskatten kan se at iværksætterskatten kun forventes at give et årligt provenu på 150-200 millioner kr.

Mere foruroligende er det, at DVCA’s undersøgelse viser at 62 % af de adspurgte Business Angels Angels allerede har sagt nej til investeringer på grund af iværksætterskatten. En afskaffelse af skatten vil derfor være en god hjælp for regeringens mål om, at Danmark skal være blandt verdens førende iværksætternationer i 2015.

DVCA’s undersøgelse viser desuden, at iværksætterskatten allerede har haft markante konsekvenser for danske iværksættere. 45 % af de adspurgte Business Angels svarer, at de kender til iværksættere, som allerede er blevet ramt af iværksætterskatten. Enten ved at iværksætteren kommer under 10 % af ejerandelen og dermed skal betale yderligere 25 % i skat. Eller ved at iværksætteren bliver nødt til at optage yderlige lån med sikkerhed i private aktiver, for at opretholde en ejerandel på over 10 %.

79 % af de adspurgte Business Angels vil investere mindre i vækst-iværksættere. Og i gennemsnit vil de adspurgte Business Angels reducere deres investeringer i vækstvirksomheder med 39 %. Jesper Jarlbæk udtaler:

Business Angels løber i forvejen en stor risiko ved at investere i iværksættervirksomheder, der risikerer ikke at blive til noget. Faktisk så stor en risiko at bankerne ikke ønsker at involvere sig. Derfor virker det ikke helt gennemtænkt, når skattereformens iværksætterskat straffer mennesker, der arbejder på at skabe den fremtidige vækst, som Danmark så indtrængende har brug for, ved at afkræve yderligere 25 % i skat af en risikofyldt investering.

Glædeligt er det, at Folketingets Erhvervsudvalg har kaldt økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen i samråd om iværksætterskatten. Samrådet er åbent for alle og finder sted tirsdag den 31. august 2010.
Erhvervsudvalget har bl.a. bedt ministeren vurdere iværksætterskattens betydning for adgangen til risikovillig kapital for danske iværksættere. Endvidere spørges om ministerens reaktion på faldende investeringer fra Business Angel.

Læs mere om resultaterne af DVCA’s Business Angel undersøgelse her.

fredag den 6. august 2010

Multimedieskatten koster millioner og skaber mistillid

Administrationen af multimedieskatten en dyr affære for virksomhederne, ligesom en undersøgelse fra Dansk Byggeri viser at kontrollen af medarbejdernes opkald skaber mistillid.

En ny analyse foretaget af Dansk Byggeri viser, at indførelsen af multimedieskatten årligt betyder en administrativ meromkostning på knap 30 mio. kr. alene for bygge- og anlægsbranchen. Samtidig oplever flere virksomheder, at kontrollen af medarbejdernes brug af mobiltelefoner skaber mistillid og irritation.

"Foruden at afholde betydelige omkostninger til administration, skal vores medlemmer også til at diskutere rimeligheden i, at der er indført Multimedieskat med medarbejderne. Som arbejdsgiver vil man naturligvis gerne fastholde, at medarbejdere har de nødvendige værktøjer til rådighed for at kunne udføre arbejdsopgaverne fornuftigt - og her er mobiltelefon og bærbar pc ligeså nødvendigt som for eksempel hammer og murske. På den anden side er medarbejderen parat til at lægge mobiltelefon og bærbar pc i skurvognen, for at undgå beskatning eller også kræves der kompensation for skattebetalingen i form af højere løn," siger Jørn Jensen, projektchef i Dansk Byggeri.

Ved at underskrive en tro-og-love-erklæring på at mobilen kun anvendes i arbejdsmæssige sammenhænge, så kan en medarbejder slippe for at betale multimedieskat. Det er en forudsætning, at den enkelte arbejdsgiver fører kontrol med anvendelsen, for at medarbejderen ikke skal multimediebeskattes.

Det er min opfattelse, at en arbejdsgiver opfylder sin kontrolforpligtigelse i det omfang, der laves en stikprøvevis kontrol.  Som alle andre former for kontroller er det afgørende for kontrollens værdi, at den er dokumenteret. Dette kan eksempelvis dokumenteres ved at telefonregningerne attesteres.  En arbejdsgivers kontrol bør alene rette sig mod unormalt forbrug. Det kan eksempelvis være brug uden for normal arbejdstid, ekstra megen brug, ringen til udland mv.

Den usikkerhed og mistillid som mange medarbejdere opfatter en arbejdsgivers kontrol med imødekommes bedst med åbenhed omkring reglerne og ikke mindst betydningen. At en medarbejder i ny og næ og ringer hjem og siger, at arbejdet har forsinket ham bør ikke give anledning til løftede øjenbryn hos SKAT. For SKAT må det afgørende være, at den enkelte virksomhed har et kontrolsystem, der sikrer at telefonen kun bruges arbejdsmæssigt.

Nyeste indlæg

Nyeste kommentarer


  © Free Blogger Templates Spain by Ourblogtemplates.com 2008

Back to TOP