onsdag den 1. december 2010

Verdens første e-Publikation med integration til Facebook

UniFlip har frigivet en ny banebrydende Facebook integration, så tryksager og andre dokumenter i digitalt format kan distribueres til millioner af Facebook-brugere på Facebook firma sider.

UniFlip A/S er først i verden med en ægte Facebook integration til udgivelse og vedligeholdelse af digital magasiner, brochurer, kataloger og dokumenter med mulighed for indsættelse af videoer, animation, musik og weblinks, uden kendskab til Facebook programmering eller brug af Facebook applikationer.

UniFlip er en online selvbetjeningsløsning, hvor PDF-, Word- eller PowerPoint-dokumenter omdannes til et digitalt format og efterfølgende kan udgives; på virksomhedens Facebook-side, virksomhedens egen hjemmeside, lægges på en DVD, CD USB, eller man kan bruge UniFlip’s hosting-løsning.

Oprettelse og opdatering sker på en brugervenlig konto hos UniFlip, hvor design, links, musik og video fra eksempelvis YouTube kan indsættes, og den digitale tryksag udgives på 19 forskellige sprog, og opdateringer sker omgående på brugerens Facebook side og virksomhedens internetside.

Verdens største IT-analysefirma Gartner Group udtalte tidligere på året, at Facebook bliver det vigtigste samlingspunkt for sociale medier på internettet i 2012, og virksomheder bør markedsføre deres produkter og services direkte på Facebook firma sider.

Hvis man i forvejen har en Facebook side eller internetside, kan UniFlip-systemet testes gratis i 8 dage på www.uniflip.dk

Ny Dansk AdWords Bog på 189 Sider Til DKK 0,-

Andreas Lolk, indehaver af AdWords bureauet har d. 26. november 2010 lanceret sin AdWords bog.

I modsætning til mange andre bøger på markedet indenfor online marketing i dag er denne bog gratis. Den findes udelukkende i en online .pdf form, som kan downloade på www.ppcprofit.dk/gratis-adwords-bog.html

Hele tanken bag bogen er at få bogen ud til størstedelen af de danske annoncører og for alvor sætte PPC Profit på tavlen blandt nogle af de mest eftertragtede Google AdWords bureauer i Danmark!

Bogen vil uden tvivl tvinge mange til at gennemtænke deres annoncering igennem en ekstra gang og overveje om de ikke skal til at gøre noget ved det for alvor - Nu har AdWords annoncører ingen undskyldninger for ikke at blive klogere på deres AdWords kampagner.

I får en gratis AdWords bog på 189 sider, der tager Jer fra start til slut i oprettelsen af en succesfuld AdWords kampagne, samt giver retningslinjer for det fremadrettede arbejde.

torsdag den 18. november 2010

Befordringsfradraget for 2011 stiger

Skatterådet har i dag fastsat de nye satser for befordringsfradrag og skattefri befordringsgodtgørelse for 2011

Der er ikke fradrag for befordring for de første 24 kilometer pr. dag mellem hjem og arbejde. Fra 24 og op til 100 kilometer pr. dag bliver fradraget 2,00 kroner pr. kilometer, og for kørsel fra 100 kilometer og mere bliver satsen 1,00 kroner pr. kilometer.

Befordringsfradraget er steget lidt i forhold til 2010, hvor satserne var 1,90 kroner og 0,95 kroner pr. kilometer. Satserne bliver beregnet på baggrund af variable omkostninger ved at køre bil, hvor udgifterne til benzin og andre driftsudgifter er steget.

Man kan få fradrag for befordring, hvis man selv betaler for transport mellem sin arbejdsplads og bopæl eller som alternativ til skattefri befordringsgodtgørelse.

Skattefri befordringsgodtgørelse
Den skattefri befordringsgodtgørelse op til 20.000 kørte kilometer vil i 2011 udgøre 3,67 kroner pr. kilometer. For kørsel ud over de 20.000 kilometer vil satsen være 2,00 kroner pr. kilometer. I 2010 var satserne 3,56 kroner og 1,90 kroner.

Godtgørelse for at bruge egen cykel, knallert, 45-knallert og scooter er 0,49 kroner pr. kilometer, hvilket er en stigning på 0,01 kroner. Stigningen skyldes en regulering af satsen efter forbrugerprisindekset.

Befordringsgodtgørelse bliver givet til personer, som kører erhvervsmæssigt i egen bil, og hvor arbejdsgiveren fører den fornødne kontrol hermed

onsdag den 17. november 2010

SKAT har et tilbud til alle med en iværksætterdrøm i maven

Uge 46 er både navnet på og tidspunktet for den iværksætteruge, som SKAT sammen en række private og offentlige partnere står bag. SKAT skyder blandt andet ugen i gang med en hotline for iværksættere og iværksættermøder landet over. Med tiltagene håber SKAT at få alle med en iværksætterdrøm i maven klædt bedst muligt på.

I uge 46 fra den 15. - 21. november går offentlige og private parter sammen om mere end 140 tilbud til alle, der drømmer om at starte egen virksomhed eller se deres virksomhed vokse.

SKAT sætter i forbindelse med uge 46-kampagnen forskellige tiltag i søen. Landet over bliver der arrangeret iværksættermøder ligesom filmen Iværksætterskolen er blevet produceret til Danskernes Akademi på DR 2.

Desuden vil der på SKATs hovednummer 7222 1818 hele ugen være en særlig iværksætterhotline, hvor nuværende og kommende iværksættere kan ringe ind og få svar på deres spørgsmål om alt lige fra skat og moms til TastSelv.

SKAT håber med disse nye tiltag at nå alle, som går med en iværksætter i maven eller som allerede har taget springet som selvstændig. For SKAT er kampagnen også en kærkommen lejlighed til at komme i dialog med virksomhederne, og sikre, at de forstår reglerne, og ved hvor de kan få hjælp.

På SKATs særlige hjemmeside for iværksættere - skat.dk/iværksætter, kan man læse mere om kampagnen og SKATs mange tilbud.

Læs også mere om iværksætterugen på uge46.dk.

tirsdag den 26. oktober 2010

Karantæne til TastSelv-syndere

Du kan ikke bruge TastSelv. Henvend dig venligst til SKAT. Sådan en besked popper fremover op på SKATs hjemmeside, hvis du har misbrugt TastSelv-ordningen. Blandt andet har SKAT oplevet, at TastSelv misbruges af udlændinge, der inden hjemrejsen skaffer sig store uberettigede fradrag og dermed får udbetalt uberettigede overskydende skatter, som det kan være vanskeligt for SKAT at få genopkrævet.

Karantæneordningen gælder såvel TastSelv Forskud som TastSelv Årsopgørelse. Ordningen betyder ikke, at du ikke kan få ændret sin forskudsopgørelse eller årsopgørelse, hvis du har fået karantæne for at misbruge systemet. For at lave ændringer skal du skal kontakte SKAT personligt, telefonisk eller pr. mail. En løsning der betyder, at større fradrag får et manuelt servicetjek, før de godkendes.

Kan du som iværksætter rammes af ordningen. Ja, det hersker der ingen tvivl om. Mange iværksætter bruger forskudsopgørelsen til at regulere deres skattebetaling over året. Usikkerheden omkring hvad den årlige indkomst ender med bevirker ofte at mange iværksættere sætter deres indkomst lavt.

Dette vil i sigselv ikke være et problem, hvis du sørger for at der ikke opstår en restance, som du ikke kan betale. I væste fald kan du riskere at SKAT sætter  din forskudsregistrering på baggrund af sidste års indkomst og at du måske endda risikerer at komme i en situation, hvor SKAT indeholder mere skat end nødvendigt og dermed mindsker din likviditet.

torsdag den 16. september 2010

Nyt om selskabslovens ikrafttræden – fase 2

Den 29. maj 2009 blev den nye lov om aktieselskaber og anpartsselskaber (selskabsloven) vedtaget. Hovedparten af bestemmelserne i selskabsloven blev sat i kraft 1. marts 2010.

Det fremgår af selskabsloven, at det er økonomi- og erhvervsministeren, der ved bekendtgørelse sætter loven i kraft, ligesom forskellige dele af loven kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter, efterhånden som de nødvendige it-mæssige ændringer bliver gennemført.

Det har også betydning for arbejdet med ændringer af Erhvervs- og Selskabsstyrelsens it-system, at Folketinget den 4. juni 2010 vedtog en ændring af konkursloven og forskellige andre love. Ændringen indeholder regler om rekonstruktion, som sigter mod at forbedre mulighederne for at virksomheder, der har økonomiske vanskeligheder kan videreføres i stedet for at blive erklæret konkurs. Reglerne indebærer, at der skal ske en ny form for registrering og offentliggørelse i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens it-system, og dette nødvendiggør en række yderligere it-mæssige ændringer.

Folketinget blev ved fremsættelsen af lovforslaget om ændringen af konkursloven orienteret om, at ændringerne kan træde i kraft den 1. marts 2011. Som følge heraf forventes det således, at 2. fase af selskabslovens ikrafttræden ligeledes vil ske den 1. marts 2011.

Det forventes herefter, at det alene vil være bestemmelserne om ejerregister, som ikke træder i kraft den 1. marts 2011. Disse bestemmelser forventes at træde i kraft som led i implementeringen af et helt nyt it-system om 2-3 år.

onsdag den 15. september 2010

Nye EU-regler sikrer små og mellemstore virksomheder hurtigere betaling

Nu skal det være slut med at store offentlige og private kunder  bruger deres små leverandører som Bank. Nye EU-regler strammer op på betalingsfristerne og medfører, at  virksomhederne som udgangspunkt ikke længere kan trække betalingerne til små leverandører mere end 30 dage. Det bliver konsekvensen af nye stramme EU-regler for betalingsfrister.

Europa-Parlamentet og ministerrådet er blevet enige om at indføre en betalingsfrist på maksimalt 30 dage på betalinger i erhvervsforhold. Dette betyder, at det seneste års eksempler på, at store virksomheder først betaler deres små samarbejdspartnere efter 3 og 4 måneder, ikke længere vil være lovlige, med mindre der er såkaldt "særlige og rimelige" begrundelser for det.

Tidligere i forløbet så det ud til, at de store virksomheder ville få held til at kunne fravige betalingsfristen. Efter pres fra Håndværksrådet og den europæiske organisation for små og mellemstore virksomheder, UEAPME, valgte parlamentet og ministerrådet, at der skal foreligge såkaldt ”særlige forhold”, for at betalingsfristen kan forlænges.

De nye regler betyder, at for betalinger fra det offentlige kan betalingsfristen aldrig forlænges til mere end 60 dage.

onsdag den 8. september 2010

100 mio kr ekstra til iværksættere i kom-i-gang-lån

Glædeligt er det, at økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen har valgt at styrke kom-i-gang-låneordningen med ekstra 100 mio. kr. Baggrunden er, at der har været et meget stort træk på ordningen i 2010 og at den pulje på 50 mio. kr., som der var sat af for 2010 næsten er brugt.

Ordningen skal gøre det lettere for iværksættere at få lån til deres virksomhed. Men spørgsmålet er om den reelt gør det lettere. Der har været flere historier fremme i medierne, hvor det bankerne har indrømmet, at afslag er givet med den begrundelse, at de ikke ønskede al den administration, som er forbundet med låneordningen.

At rammen for 2010 næsten er brugt op indikerer dog at flere og flere iværksættere har fået lån via denne ordning. Udgangspunktet for et kom-i-gang-lån er en normal risiko- og kreditvurdering hos ens bank. Til trods for at staten stiller en sikkerhed på 75% af lånet, forlanger de fleste banker som regel yderligere sikkerhed for at yde lånet.

For at understøtte ens gode ide - og ikke mindst forretningsplanen - kan det være en god ide at tage ens revisor med til mødet med banken. Dels giver det en faglig ballast og dels vil din revisors ord for budgettet og budgetforudsætningerne ofte have en særdeles positiv effekt på din bankrådgiver.

tirsdag den 7. september 2010

Spin for 1.000 milliarder kroner?

Med vanlig sans for dramatiske overskrifter bringer de danske medier  i disse dage historien om 1.000 milliarder kroner, som fra Danmark er sendt i skattely i eksotiske lande som eksempelvis Bahamas og Cayman Islands.

Skatteminister Troels Lund Poulsen er ”chokeret” over omfanget af transaktioner og indikerer samtidigt, at der kan være lagt op til Danmarks største skattesag.  Uagtet at både beløbet og antallet af transaktioner kan virke overvældende, er det nu ikke det der bør give anledning til ”chok” hos skatteministeren.

Inden vi nu alle går i selvsving over  denne sag, så lad os se på  hvad transaktionerne reelt dækker over. Da der er tale om transaktioner til og fra 55 lande over en periode på 5 år  løber antallet af transaktioner hurtigt op. En del af transaktionerne dækker over helt normale forretningstransaktioner mellem helt legale selskaber.

lørdag den 28. august 2010

Iværksætterskat koster milliarder

Med skattereformens nye regler om porteføljeaktiebeskatning som trådte i kræft ved årsskiftet, gjorde regeringen det ikke lettere at være iværksætter i Danmark.  De nye regler om porteføljeaktiebeskatning - også kaldet iværksætteskatten - bestemmer, at investorer og iværksættere, som ejer mindre end 10 % af en virksomhed, nu bliver beskattet med yderligere 25 %, i forhold til hvis ejerandelen er mere end 10 %. Ejer du således mindre end 10 % af en virksomhed bliver den samlede effektive skattesats 67 % mod 56,5 % hvis ejerandelen er mere end 10 %.

Tidligere på måneden offentliggjorde Dansk Venture og Kapitalfondsforening (DVCA) nogle beregninger, der viser at Danmark, over en periode på 7 år, kan miste iværksætterinvesteringer for op til 14,5 milliarder, som følge af iværksætterskatten. Det er mange penge som er i spil - ikke mindst når man af  lovforslaget til iværksætterskatten kan se at iværksætterskatten kun forventes at give et årligt provenu på 150-200 millioner kr.

Mere foruroligende er det, at DVCA’s undersøgelse viser at 62 % af de adspurgte Business Angels Angels allerede har sagt nej til investeringer på grund af iværksætterskatten. En afskaffelse af skatten vil derfor være en god hjælp for regeringens mål om, at Danmark skal være blandt verdens førende iværksætternationer i 2015.

DVCA’s undersøgelse viser desuden, at iværksætterskatten allerede har haft markante konsekvenser for danske iværksættere. 45 % af de adspurgte Business Angels svarer, at de kender til iværksættere, som allerede er blevet ramt af iværksætterskatten. Enten ved at iværksætteren kommer under 10 % af ejerandelen og dermed skal betale yderligere 25 % i skat. Eller ved at iværksætteren bliver nødt til at optage yderlige lån med sikkerhed i private aktiver, for at opretholde en ejerandel på over 10 %.

79 % af de adspurgte Business Angels vil investere mindre i vækst-iværksættere. Og i gennemsnit vil de adspurgte Business Angels reducere deres investeringer i vækstvirksomheder med 39 %. Jesper Jarlbæk udtaler:

Business Angels løber i forvejen en stor risiko ved at investere i iværksættervirksomheder, der risikerer ikke at blive til noget. Faktisk så stor en risiko at bankerne ikke ønsker at involvere sig. Derfor virker det ikke helt gennemtænkt, når skattereformens iværksætterskat straffer mennesker, der arbejder på at skabe den fremtidige vækst, som Danmark så indtrængende har brug for, ved at afkræve yderligere 25 % i skat af en risikofyldt investering.

Glædeligt er det, at Folketingets Erhvervsudvalg har kaldt økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen i samråd om iværksætterskatten. Samrådet er åbent for alle og finder sted tirsdag den 31. august 2010.
Erhvervsudvalget har bl.a. bedt ministeren vurdere iværksætterskattens betydning for adgangen til risikovillig kapital for danske iværksættere. Endvidere spørges om ministerens reaktion på faldende investeringer fra Business Angel.

Læs mere om resultaterne af DVCA’s Business Angel undersøgelse her.

lørdag den 14. august 2010

Iværksætter - Tag ansvar for dit regnskab

Endnu engang er ved at være tid til at der skal indsendes momsangivelser til SKAT. Til trods for at fristerne for indsendelsen af momsangivelser er kendt lang tid i forvejen, kommer det tilsyneladende som en overraskelse for mange iværksættere, at der også følger pligter med når vælger at lade sig momsregistrere.

Jeg ved, at mange opfatter det som en sur og kedelig pligt at bogføre. Det er meget mere spændende at sælge og producere end at sidde og lege med det dobbelte bogholderi.  Om du vil det eller ej - så er regnskabet en vigtig del af din virksomhed. Dels har du som erhvervsdrivende pligt til at bogføre og dels er det eneste sted, hvor du reelt kan aflæse hvordan det går med din virksomhed.

Du har pligt til at føre et afstemt kasseregnskab over virksomhedens indtægter og udgifter. Det betyder, at hvis der er daglige køb eller salg, har du pligt til at bogføre dette dagligt. Ligesom hvis du har valgt at lade dig momsregistrere, så er det krav om at der skal være en række momskonti i dit regnskab.

Hvis du enten ikke gider eller har interessen for selv at bogføre dit regnskab så overvej at få professionel hjælp til dette. For cirka 10 kr. per bilag kan du betale dig fra bogføringsarbejdet. Hvis du derimod vælger at gøre det selv så find et bogføringsprogram og kom i gang fra starten af. På den måde ender momsangivelsen stort set med at være et tryk på en knap.

I min verden har det intet med ansvarlig virksomhedsdrift at gøre når en iværksætter efter mere end 3 måneders virksomhedsdrift og 3 dage før en momsangivelse skal indsendes, må spørge om hvad salgsmoms er, hvordan beregnes det og samtidig med at man importerer varer ikke har sat sig ind i reglerne omkring erhvervelsesmoms.

Iværksætter - tag ansvar for dit regnskab og ikke mindst din virksomhed. Hold dit regnskab ajour fra starten og brug det som et styringsværktøj for din virksomhed. Desto længere tid du lader dit regnskab flyde jo sværere er det som oftest at få taget hul på bogføringen af det. Fejlrisikoen stiger og når du endelig smider håndklædet i ringen, bliver det forholdsvis dyrere at få lavet regnskabet end hvis du havde fået bogført løbende.

/Henrik

fredag den 6. august 2010

Multimedieskatten koster millioner og skaber mistillid

Administrationen af multimedieskatten en dyr affære for virksomhederne, ligesom en undersøgelse fra Dansk Byggeri viser at kontrollen af medarbejdernes opkald skaber mistillid.

En ny analyse foretaget af Dansk Byggeri viser, at indførelsen af multimedieskatten årligt betyder en administrativ meromkostning på knap 30 mio. kr. alene for bygge- og anlægsbranchen. Samtidig oplever flere virksomheder, at kontrollen af medarbejdernes brug af mobiltelefoner skaber mistillid og irritation.

"Foruden at afholde betydelige omkostninger til administration, skal vores medlemmer også til at diskutere rimeligheden i, at der er indført Multimedieskat med medarbejderne. Som arbejdsgiver vil man naturligvis gerne fastholde, at medarbejdere har de nødvendige værktøjer til rådighed for at kunne udføre arbejdsopgaverne fornuftigt - og her er mobiltelefon og bærbar pc ligeså nødvendigt som for eksempel hammer og murske. På den anden side er medarbejderen parat til at lægge mobiltelefon og bærbar pc i skurvognen, for at undgå beskatning eller også kræves der kompensation for skattebetalingen i form af højere løn," siger Jørn Jensen, projektchef i Dansk Byggeri.

Ved at underskrive en tro-og-love-erklæring på at mobilen kun anvendes i arbejdsmæssige sammenhænge, så kan en medarbejder slippe for at betale multimedieskat. Det er en forudsætning, at den enkelte arbejdsgiver fører kontrol med anvendelsen, for at medarbejderen ikke skal multimediebeskattes.

Det er min opfattelse, at en arbejdsgiver opfylder sin kontrolforpligtigelse i det omfang, der laves en stikprøvevis kontrol.  Som alle andre former for kontroller er det afgørende for kontrollens værdi, at den er dokumenteret. Dette kan eksempelvis dokumenteres ved at telefonregningerne attesteres.  En arbejdsgivers kontrol bør alene rette sig mod unormalt forbrug. Det kan eksempelvis være brug uden for normal arbejdstid, ekstra megen brug, ringen til udland mv.

Den usikkerhed og mistillid som mange medarbejdere opfatter en arbejdsgivers kontrol med imødekommes bedst med åbenhed omkring reglerne og ikke mindst betydningen. At en medarbejder i ny og næ og ringer hjem og siger, at arbejdet har forsinket ham bør ikke give anledning til løftede øjenbryn hos SKAT. For SKAT må det afgørende være, at den enkelte virksomhed har et kontrolsystem, der sikrer at telefonen kun bruges arbejdsmæssigt.

onsdag den 28. juli 2010

SMBA - Ny praksis 2

Erhvervs- og Selskabsstyrelsens (EOGS) nye praksisændring, som ikke gør det muligt fremover at stifte SMBA’ere (SMBA = Selskab med begrænset ansvar) som skuffeselskaber, kan også få betydning for en lang række allerede eksisterende SMBA’ere.

Det centrale i EOGS’s argumentation er, at loven om visse erhvervsdrivende virksomheder bygger på, at virksomhederne skal udøve erhvervsdrift og samtidig have til formål at fremme deltagernes interesser.

Inden for selskabsretten skelnes der mellem to hovedtyper af selskaber. Dels er der kapitalselskaberne som omfatter anparts- og aktieselskaber og dels er der personselskaberne, som omfatter SMBA. Kapitalselskaberne reguleres af selskabsloven mens personselskaberne er omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder.

Personselskaber (og dermed SMBA) tager udgangspunkt i interessentskabsretten, hvor de enkelte interessenter deltager aktivt i virksomhedens drift. Dette er en væsentlig forskel i forhold til anparts- og aktieselskaber, hvor der ikke er nogen forudsætninger om aktiv deltagelse i et selskabs drift.

Hvad sker der, hvis et SMBA ikke opfylder kravene om erhvervsdrift og aktiv deltagelse? Hvis et SMBA ikke opfylder lovens betingelser, er der principielt mulighed for at EOGS sender det pågældende SMBA til tvangsopløsning.

Selv om selskabsloven og lov om visse erhvervsdrivende virksomheder praktisk talt er ens på dette område, vil ejerne af et SMBA næppe komme i samme uheldige situation. Lovgivningen omkring SMBA er yderst begrænset ligesom det manglende kapitalkrav gør, at EOGS vil bede det enkelte SMBA om at bringe forholdene i overensstemmelse med lovgivningen inden en given frist (typisk 4 uger). Det er først hvis denne frist overskrides, at EOGS vil sende et SMBA til tvangsopløsning.

Et langt større problem kan opstå for en række SMBA’ere, hvis SKAT sætter fokus på dette område. Et SMBA betaler 25 % i skat, hvorimod den personlige beskatning kan gå helt op til 60 %. Med andre ord – der kan potentielt være en del skattekroner at hente, hvis SKAT kan få omklassificeret et SMBA til et interessentskab (I/S) i skatteretlig henseende.

Det kræver minimum 2 stiftere til et SMBA. Et krav som en del deltagere i SMBA’er er kommet uden om, ved at bruge nogle af de mange tilbud som selskabsfabrikanter har om at stille et passivt SMBA til rådighed. Basalt set har selskabsfabrikanterne solgt SMBA som enkeltmandsfirmaer. Det har de kunne gøre, ved at lade et tomt SMBA stå som medstifter.

Eksempelvis skriver en af udbyderne smbaexpert.dk på deres hjemmeside:

”Du behøver ikke at skaffe en medstifter vi hjælper dig gerne. Vor selskab 'PASSIV SMBA' kan stå som medstifter hos dig.

'PASSIV SMBA' er medstifter, men ikke beslutningstager, ikke tegningsberettiget og modtager ikke løn/afkast/overskud af selskabet.

Som 'PASSIV SMBA'  har vi ingen indflydelse på selskabets drift. Du bestemmer alt selv.”

I dette tilfælde er betingelserne om erhvervsdrift og det at fremme deltagernes interesser gennem erhvervsdrift ikke opfyldt og SMBA’et er således stiftet på et ulovligt grundlag.

SKAT har i et cirkulære fra 1988 slået fast;

”at det afgørende for en juridisk persons skattepligt efter selskabsloven ikke alene er, hvorledes denne formelt er organiseret, men tillige hvordan denne reelt fungerer”.

Det vil med andre ord sige, at du nok kan have et SMBA af navn, men hvis det ikke er det af gavn, er SKAT ikke bundet op på skattemæssigt at behandle virksomheden som et SMBA.

For SKAT vil det være nærliggende at argumentere for, at der skal ske beskatning, som var det et interessentskab. Udgangspunktet for beskatningen af et SMBA som et interessentskab vil være den aftale, der er indgået mellem ”stifteren” og det ”passive SMBA”. Hvis vi tager udgangspunkt i ovenstående eksempel fra SMBAexpert.dk vil fordelingen af resultatet være 100 % til ”stifteren” og intet til beskatning hos det ”passive SMBA”.

Kendetegnet for et interessentskab er den personlige og solidariske hæftelse mellem interessenterne. Her er det vigtigt at have for øje at det ”passive SMBA”, som har fungeret som medstifter, er et tomt selskab. Der er intet at komme efter, hvis en kreditor vil forsøge at gøre et krav gældende. Tilbage er kun muligheden at forsøge at hente pengene hos ”stifteren”.

Hvis SKAT lægger til grund, at der reelt er tale om et I/S, så er vi pludselig tilbage ved at ”stifteren” vil stå i samme situation, som hvis han fra starten havde valgt at køre sin virksomhed som et enkeltmandsfirma.

Hvis du har et SMBA, som er stiftet med en passiv deltager, og det hvad enten du har brugt et passivt SMBA, din gamle mor, konen eller kæresten, så vil jeg anbefale dig at få bragt forholdene i dit SMBA i overensstemmelse med lovgivningen. Ingen kan vide om SKAT vil sætte fokus på dette område, men jo flere der markedsfører et tvivlsomt koncept så åbenlyst, som eksempelvis SMBAexpert.dk gør det, jo mere opmærksomhed vil de tvivlsomme SMBA'ere påkalde sig.

Henrik Koudahl

mandag den 26. juli 2010

SMBA - Ny praksis 1

Ny praksisændring fra Erhvervs- og selskabsstyrelsen (EOGS) gør det ikke længere muligt at stifte SMBA’ere (SMBA = Selskab med begrænset ansvar) som skuffeselskaber. Den 23. juli 2010 meddelte EOGS, at skuffeselskaber (selskaber der alene er registreret med henblik på videresalg) fremover vil blive nægtet registrering, da de ikke opfylder lovens krav om erhvervsdrift.

EOGS har lagt vægt på, at et af kendetegnene for et SMBA er, at selskabsdeltagerne skal deltage aktivt i selskabets drift. Dette er en afgørende forskel i forhold til ApS’er og A/S’er, hvor der ikke forudsættes en aktiv deltagelse i selskabets drift.

Udgangspunktet for EOGS’s krav om erhvervsdrift findes i ”lov om visse erhvervsdrivende virksomheder”, der finder anvendelse på virksomheder, der har til formål at fremme deltagernes økonomiske interesser gennem erhvervsdrift, jf. lovens § 1.

Der er to betingelser, der skal være opfyldt for at en virksomhed er omfattet af loven:

· Virksomheden skal udøve erhvervsdrift
· Virksomheden skal have til formål at fremme deltagernes interesser gennem erhvervsdrift.

Hvad menes der så med erhvervsdrift. Efter lovens § 1, stk. 3 driver en virksomhed erhvervsdrift, hvis den:

1. overdrager varer eller immaterielle rettigheder, erlægger tjenesteydelser eller lignende, for hvilke virksomheden normalt modtager vederlag, eller

2. udøver virksomhed med salg eller udlejning af fast ejendom eller

3. har den i aktieselskabslovens § 2, stk. 2, jf. stk. 4 og 5, anførte forbindelse med et aktie- eller anpartsselskab eller med en anden virksomhed, der udøver den i nr. 1 eller 2 nævnte erhvervsdrift, eller

4. udøver en bestemmende indflydelse over en anden virksomhed i henhold til vedtægt eller aftale og har en betydelig andel i dens driftsresultat uden at have den i nr. 3 anførte forbindelse med den anden virksomhed.

Det er derudover et krav, at et SMBA har mindst to deltagere.

I forbindelse med stiftelsen af et SMBA lægger EOGS afgørende vægt på, at erhvervsdriften skal være påbegyndt på det tidspunkt, hvor man anmelder SMBA’et til registrering. EOGS vil således fremover i forbindelse med deres gennemgang af vedtægterne sammenholde disse med de faktiske forhold. Der skal være tale om reel erhvervsdrift.

Den nye praksisændring rammer i første omgang dem, der lever af at sælge smba’er som skuffeselskaber. Et skuffeselskab er netop kendetegnet ved ikke at have nogen aktivitet og af samme grund fremmer skuffeselskabet heller ikke deltagernes økonomiske interesser. Med andre ord opfylder skuffeselskaber ikke de krav, der opstilles i lovens § 1.

Praksisændringen for stiftelser er fremadrettet og vil således ikke få umiddelbar betydning for de godt 100 til 150 nuværende skuffevirksomheder, der findes rundt om hos professionelle udbydere af SMBA’ere.

Uagtet at praksisændringen i første omgang er rettet mod SMBA’ere som skuffeselskaber, kan praksisændringen dog få ganske vidtrækkende konsekvenser også for allerede registrerede SMBA’ere.

Spørgsmålet er om ikke at de mange indehavere af et SMBA, der ikke lever op til ”definitionen” i langt større udstrækning skal frygte at SKAT får øjnene op for deres virksomhed.

I næste afsnit sætter jeg fokus på, hvad den ændrede praksis kan betyde for en lang række allerede eksisterende SMBA’ere.

Nyeste indlæg

Nyeste kommentarer


  © Free Blogger Templates Spain by Ourblogtemplates.com 2008

Back to TOP