fredag den 6. august 2010

Multimedieskatten koster millioner og skaber mistillid

Administrationen af multimedieskatten en dyr affære for virksomhederne, ligesom en undersøgelse fra Dansk Byggeri viser at kontrollen af medarbejdernes opkald skaber mistillid.

En ny analyse foretaget af Dansk Byggeri viser, at indførelsen af multimedieskatten årligt betyder en administrativ meromkostning på knap 30 mio. kr. alene for bygge- og anlægsbranchen. Samtidig oplever flere virksomheder, at kontrollen af medarbejdernes brug af mobiltelefoner skaber mistillid og irritation.

"Foruden at afholde betydelige omkostninger til administration, skal vores medlemmer også til at diskutere rimeligheden i, at der er indført Multimedieskat med medarbejderne. Som arbejdsgiver vil man naturligvis gerne fastholde, at medarbejdere har de nødvendige værktøjer til rådighed for at kunne udføre arbejdsopgaverne fornuftigt - og her er mobiltelefon og bærbar pc ligeså nødvendigt som for eksempel hammer og murske. På den anden side er medarbejderen parat til at lægge mobiltelefon og bærbar pc i skurvognen, for at undgå beskatning eller også kræves der kompensation for skattebetalingen i form af højere løn," siger Jørn Jensen, projektchef i Dansk Byggeri.

Ved at underskrive en tro-og-love-erklæring på at mobilen kun anvendes i arbejdsmæssige sammenhænge, så kan en medarbejder slippe for at betale multimedieskat. Det er en forudsætning, at den enkelte arbejdsgiver fører kontrol med anvendelsen, for at medarbejderen ikke skal multimediebeskattes.

Det er min opfattelse, at en arbejdsgiver opfylder sin kontrolforpligtigelse i det omfang, der laves en stikprøvevis kontrol.  Som alle andre former for kontroller er det afgørende for kontrollens værdi, at den er dokumenteret. Dette kan eksempelvis dokumenteres ved at telefonregningerne attesteres.  En arbejdsgivers kontrol bør alene rette sig mod unormalt forbrug. Det kan eksempelvis være brug uden for normal arbejdstid, ekstra megen brug, ringen til udland mv.

Den usikkerhed og mistillid som mange medarbejdere opfatter en arbejdsgivers kontrol med imødekommes bedst med åbenhed omkring reglerne og ikke mindst betydningen. At en medarbejder i ny og næ og ringer hjem og siger, at arbejdet har forsinket ham bør ikke give anledning til løftede øjenbryn hos SKAT. For SKAT må det afgørende være, at den enkelte virksomhed har et kontrolsystem, der sikrer at telefonen kun bruges arbejdsmæssigt.

1 kommentarer:

Nicolaj 6. august 2010 kl. 19.02  

Ja det er hul i hovedet at arbejdsgiveren skal lege politimand.

Nyeste indlæg

Nyeste kommentarer


  © Free Blogger Templates Spain by Ourblogtemplates.com 2008

Back to TOP